Christoffer Boe er tilbage med sin fjerde spillefilm, og som altid er han springfyldt med interessante idéer. Det er dejligt med en filmskaber, der er så eksperimenterende i sin måde at lave film på. Desværre formår filmen ikke at stå mål med idéerne.
Alting bliver godt igen har flere ting til fælles med Boes tidligere film, men skiller sig dog ud. Den er i store dele mainstream i sin opbygning og meget mere genrebundet, dog uden at miste de store ambitioner, og som i de fleste Boe-film er intet i sidste ende, hvad man forventer. Boe kender om nogen sine klassikere, som han også tit trækker på og henviser til. Blandt andet er den fantastisk flotte plakat for filmen en stor hyldest til Hitchcocks Vertigo.
Filmen handler om filminstruktøren Jacob, der føler sig presset fra alle sider - af hans kone i forbindelse med deres fælles adoption af en søn og af hans producer, som hele tiden er efter ham over den film, de er ved at lave sammen.
En aften kører han ved et uheld en mand ned og flygter fra gerningsstedet af frygt for konsekvenserne. Med sig tager han mandens taske. Det viser sig, at den indeholder nogle billeder, der – hvis de offentliggøres - kan få store konsekvenser, og som der er mange andre, der har stor interesse i at få fingrene i.
Et klassisk thriller set-up, og historien fortælles næsten hele vejen igennem som en klassisk thriller. Men Boes film kan dog ikke på den måde sættes i bås, og til sidst kommer da også velkendt et stort twist, der trækker tæppet helt væk under det umiddelbare udgangspunkt. Spændingsmomenterne i filmen fungerer faktisk udmærket, der er en flot billedside og Jens Albinus gør det intenst i hovedrollen. Det er der, filmen fungerer.
Men det afgørende twist i filmen gør langt fra underværker, og det spolerer oplevelsen som helhed. Det er et interessant koncept, det at hoppe eksperimenterende mellem genrer, men det udmønter sig desværre ikke altid i en god film. Alting bliver godt igen havde nok virket bedre som rendyrket thriller. På flere måder flot og spændende, men den ødelæggende slutning gør, at man alligevel vil ende ud med skuffelsens rhed, når man forlader biografen.
