Med prisen for Bedste Film på The International Rome Film Festival er succesfundamentet lagt for den danske film Broderskab, der nu rammer biograferne. Debutanten Nicolo Donato har først og fremmest ønsket at smide en god omgang kærlighedsdrama op på lærredet, hvor den umulige forelskelse mellem to mænd i et nynazistisk miljø lægger op til en anderledes slags kærlighedshistorie.
Den utilpassede unge mand Lars (Thure Lindhardt) er netop droppet ud af sin uddannelse i militæret og er nu fastlåst i en dysfunktionel forstadsfamilie domineret af en mor med et tårnhøjt ambitionsniveau for sin søn. Med en begyndende foragt for det system, han efterhånden føler sig fremmedgjort i, forføres Lars af den karismatiske nynazistiske gruppefører 'Tykke' (Nicolas Bro) og sluses hurtigt ind i det ekstremistiske miljø, hvis formål er at udrydde alt, der er "unaturligt", såsom homoseksualitet og muslimer.
Her møder han den hårdkogte Jimmy (David Dencik), som han skal dele bopæl med i et sommerhus udlånt af gruppeformanden Ebbe (Claus Flygare). De to finder snart ud af, at de nærer andet end ideologiske broderskabs-følelser for hinanden og indleder et kærlighedsforhold, der må foregå i skjul for at undgå de livsfarlige konsekvenser, en afsløring vil få for dem begge.
En anderledes kærlighedshistorie. Eller er det? Egentlig er det homoseksuelle udgangspunkt bare én vinkel på en universel kærlighedshistorie, der kunne handle om alle, hvis kærlighed bryder med ideologiske rammer. Kærlighed, kærlighed, kærlighed er ordet. Derfor går der ikke længe, før man indser, at filmen ikke handler meget om nazisme. Forventer man dette, bliver man i så fald skuffet. Der er ingen dybdegående forklaring på, hvorfor Lars så nemt rekrutteres. Det lader til at være nok, at en mors ætsende bemærkninger om éns manglende manddom fører til "Sich Heil!".
Der mangler en opbyggende forklaring på de komplekse sociologiske mekanismer, der spiller ind i bevægelsen mod ekstremisme. Men i en film, hvor kærligheden er central, er nazismen jo egentlig bare baggrundstæppet og en uhyggelig forhindringsbane for det, der i bund og grund er endnu et Romeo og Julie-scenarie.
Det værste den her film kunne have gjort ville være en overdemonstration af, at vi alle er ens uanset farve, religion og seksualitet samtidig med, at vi alle er så forskellige. En understregning af homoseksualiteten ville gøre filmen alt for forudsigelig og partisk. Men heldigvis er der lagt en fin balance, hvor kærlighedsforholdet mellem de to mænd virker troværdigt og enkelt. Lindhardt og især Dencik spiller begge skarpt, autentisk og samtidig underspillet. Det vigtige er, at vi forstår to mænds fremmedgørelse for både ideologi og egne følelser, og ikke to homoseksuelles fremmedgørelse. Den essentielle kærligheds-tematik virker. Bravo.
Men tænk hvis Donato havde turdet udforske ideologiens magt over individet noget mere. Denne anmelders konstante frygt for, at de to bliver opdaget og straffet, og de psykisk terroriserende gruppepres-scener virker så stærke, at det er ærgerligt, der ikke er flere af den slags. Gruppeformanden Ebbes rene tilstedeværelse er så angstprovokerende, at man savner flere scener med ham frem for Nicolas Bros karakter, der ikke virker uhyggelig nok som nazi-gruppefører. Havde man givet plads til den ekstremistiske dimension i samspil med individets kamp for sin abnormitet, ville dette være blevet et lille mesterværk.
