Eddie Murphy er en af de skuespillere, der virkelig har været nede at vende. Efter sit oprindeligt succesfulde spring fra stand-up til det store lærred med blandt andet filmrækken Frækkere end politiet tillader, har der i en længere periode været langt mellem snapsene. Noget kunne tyde på, at han selv har overvurderet egne evner, og frivilligt har lagt krop og ansigt til et hav af forskellige roller – ofte i samme film. Denne gang er man gået fra latexdragter og prutter, og i stedet kastet sig over en mere gængs komedie.
Konceptet er gennemprøvet. Vi møder den splittede familie, hvor faderen er det helt store karrieremenneske, og derfor ikke rigtigt har tid til familiens lille vidunder. Her er det finansbranchen, der er omdrejningspunktet, hvor Eddie Murphy gør sig som investeringsgeniet Evan Danielson. Gennem hårdt arbejde har han kørt sig i position i sit firma, og nu tyder alt på, at den store chance er lige om hjørnet. Den lokale direktør vil trække sig tilbage, firmaet skal konsolideres og der skal vælges en ny leder.
Det skal selvfølgelig ikke være let. En opkomling er dukket op i firmaet – indianeren Johnny Whitefeather (Thomas Haden Church) – og han følger fuldstændigt ukonventionelle veje. På mirakuløs vis lykkedes hans vilde sats, og Evan står tilbage måbende.
Her kommer selvfølgelig springet over til familien. Evans datter Olivia (Yara Shahidi i en fin debut) har nemlig usynlige venner – både dronninger og prinsesser, og sørme om disse ikke viser sig at vide en del om finanser. Inden længe kaster Evan sig ud i denne fantasiverden med Olivia, og hans arbejdsmæssige held ændrer sig minsandten.
Filmens plot forløber altså planmæssigt, og man har svært ved at pille ved selve konceptet. Man kommer bare ikke udenom, at det for nylig er set meget mere elegant serveret i blandt andet Lukas Moodyssons Mammut. Tingene her er en anelse gumpetunge, og historien er meget søgt.
Alligevel er det rart at se Eddie Murphy i en lidt mere ordinær rolle, hvor han får lov til at spille lidt reelt skuespil. Samtidig er der drysset godt med hjertevarme, og sekvenserne, hvor Evan og Olivia rigtigt finder hinanden, er noget som kan få familien til at rykke sammen på sofaen. Personligt ville jeg dog gerne have set lidt mere kant og ikke bare sukkersød Hollywood-lir.
Ekstra features
Overraskende meget ekstramateriale er til stede på udgivelsen, hvor der i mængden også er relevante oplysninger iblandt. Vi kommer et smut bag scenen, får introduceret skuespillere samt instruktør og der bliver sågar gjort lidt tanker om hele filmens budskab. Slet ikke så ringe endda.
DVD-udgivelse: 12/01 -2010 Produktions-år: 2009 Spilletid: 107 min Medvirkende: Thomas Haden Church, Eddie Murphy, Bobb'e J. Thompson, James Patrick Stuart, Nicole Ari Parker, Vanessa Williams Manuskript: Ed Solomon, Chris Matheson Instruktør: Karey Kirkpatrick Distributør: Paramount Home Entertainment Land: United States