Historien om ulvemanden er ældgammel, og ligger i familie med myterne om vampyrer og Frankenstein. Det er en af de gyserhistorier, der er blevet gengivet utallige gange på film. Denne gang er det Joe Johnstons tur med The Wolfman, en genindspilning af gyserklassikeren fra 1941.
Lawrence Talbot (Benicio del Toro) er kommet fra USA tilbage til London med sin teatergruppe, da han får et brev fra sin brors forlovede, den smukke Gwen Conliffe (Emily Blunt). Hans bror, Ben, er forsvundet, og hun beder Lawrence komme hjem for at hjælpe med at finde ham, før det er for sent. Han rejser hjem til sin fars gods, et sted, der bringer de dårlige minder tilbage om moderens død, kun for at få nyheden om at hans bror er fundet død. Der er ingen der ved hvem eller hvad der tog livet af Ben, men der går rygter om, at der er et monster løs i byen. Lawrence sætter liv og lemmer på spil for at finde uhyret, kun for at ende med at lide en forfærdelig skæbne.
The Wolfman har helt klart interessante elementer. Problemet er bare, at det er de elementer, der har mindst fokus. Der ligger en utrolig spændende historie om Lawrences far og ulmer under overfladen. Når man så endelig får at vide mere om ham, er det som om de kører i fast forward for at komme videre i teksten. Selv filmens klart mest spændende rolle, politikommissær Abberline, der spilles af Hugo Weaving (The Matrix, Ringenes Herre), må vige for den overflødige kærlighedshistorie. En kærlighedshistorie der tager for meget tid, men som ikke betyder særlig meget for historien.
Det der derimod er blevet gjort rigtigt i The Wolfman er stemningen og tiden. Den er i besiddelse af gotiske gys og gamle slotte i det kolde tågefulde England i 1890. Det er med til at skabe den mørke, dystre stemning, der giver god grobund til filmens chokelementer. Dem er der også mange af. Dog er intet i filmen lige så skummelt som Anthony Hopkins. Som altid leverer han en yderst glimrende rollefortolkning, der er en ren fryd at overvære. Hans stille ondskab er mere skræmmende og intens end alle filmens varulv-scener tilsammen. Også Benicio Del Toro gør det rigtig godt som den stakkels fortabte søn.
Filmen skal også have et stort plus for måden, den har valgt at lave transformeringen fra menneske til ulv på. Alle varulvefilm har et ekstremt fokus på polymorphiseringen, og The Wolfman har virkelig formået at lave en herlig transformation, der ser så ubehagelig ud, at man som tilskuer næsten selv får ondt ind til benet.
The Wolfman er hverken hylende dårlig, eller virkelig fremragende. Selv om den har mange gode elementer, er det for ensformigt og forudsigeligt til at det bliver gennemført spændende.
Biograf-premiere: 11/02 - 2010 Produktions-år: 2009 Spilletid: 95 min Censur: 11 år Medvirkende: Anthony Hopkins, Benicio Del Toro, Hugo Weaving, Emily Blunt, Geraldine Chaplin Manuskript: Andrew Kevin Walker, David Self Instruktør: Joe Johnston Producenter: Universal Pictures, Stuber Productions Distributør: United International Pictures Land: United States
